En af mine non cappella favoritter er det amerikanske funkorkester Vulfpeck. Jeg havde derfor store forventninger, da en a cappella udgave af deres “Christmas in LA” dukkede op i mit YouTube-feed. Forventningerne blev ikke mindre af at den var med den spændende italienske vokalgruppe Occhi Chiusi In Mare Aperto, som jeg stødte på først på året. Jeg blev på ingen måder skuffet. Det er en fed udgave af en fed sang. Funken bliver 100% opfyldt selvom, det er vokalt. Og så er jeg vild med videoformatet – optaget på fem mobiler samtidig i samme rum og så klippet som en multiframe-video. Godt tænkt og perfekt udført.