Det kalder på noget ekstra når en festival fylder rundt. Så i anledningen de ti år inviterede The Swingles tidligere medlemmer op på scenen til at synge et par af deres klassikere med dem. Så det noget så usædvanligt som et Swingles kor på 25 i et rørende indslag på festivallens afsluttende koncert.
Dagen var startet med en dobbelt korkoncert med to at de fremmeste barbershopkor i England: London City Singers og The Cottontown Chorus. Barbershop er ren fløde i øret, og især The Cottontown Chorus var ualmindeligt underholdende. Ved denne koncert fik Single Singers lov til at varme op og hvis hvad vi havde arbejdet på i vores to prøver. Det var en stor oplevelse at stå på hovedscenen i stedet for i foyeren som vi plejer.
En af de koncerter jeg så mest frem til på forhånd var muligheden for at opleve amerikanske M-Pact for første gang. Og det blev den oplevelse jeg havde håbet på – og mere til. For de udviste et imponerende spænd af musik, som de mestrede til perfektion. Det kan være farligt at sprede sig for meget, men M-Pact har formået at sætte deres præg på de valgte sange. I festivallens stramme program var der kun blevet plads til en times koncert, så jeg gælder mig meget til at se dem igen på Frederiksberg på onsdag.
Og som altid sluttede The Swingles deres egen festival af med en fantastisk koncert. Den var henlagt til den noget større sal i LSO St. Luke’s. Jeg er som altid lamslået af deres talent og hvordan de hele tiden skubber sig selv frem kunstnerisk. Dette var første gang at jeg så deres nye sopran Federica Basile in concert. Hun er fantastisk, og en god afløser for Sara. Det var også sidste gang, at Liz Swain sang med i gruppen. Hun har det sidste år afløst for Clare, indtil man fandt en permanent afløser i form af Imogen Parry. Jeg elsker The Swingles for at de kan blive ved med at forny sig selv og jeg glæder mig allerede til LACF 2020.
Trackbacks/Pingbacks