Tredjedagen bød på et markant sceneskift i bjerget, som nu var fyldt med en noget yngre publikum end før. Overalt kunne man høre mundlyde fra aspirerende beatboxere. Det er sådan man bliver god til beatboxing, og hvorfor jeg aldrig bliver beatboxer. 

jeg har set mange beatboxere og looper. Og jeg har set dem battle før her i Graz, men jeg vil ikke gøre mig klog på hvad der er godt eller skidt. Det er dog ingen tvivl om at de udvalgte deltagere tilhører eliten for hvad de gør.

Der er heller ingen tvivl om at battle-scenen er et tæt forbundet miljø, hvor alle kender hinanden. Der blev krammet og givet high fives hele vejen rundt, men på grund af to forskellige konkurrence-layouts var der en mærkbar forskel på energien på scenen.

Loopkonkurrencen foregik ved at fem loopere i første runde havde 3 til 4 minutter hver. Herefter blev én stemt ud af dommerne. Formatet gentages så med de fire tilbageværende indtil Martin Benati fra Frankrig vandt over spanske Nils. Alle der ikke er stemt ud endnu står på scenen, og mens de ikke selv looper hjælper de med at hype publikum for den der looper.

Beatboxkonkurrencen var en knockout turnering startende med otte beatboxere. De mødte hinanden i at AB-BA format, hvor A starter med halvandet minut, hvorefter B svarer. Så stemmer de fem dommere, hvor efter B starter og A svarer, inden dommerne stemmer igen. Den samlede score bestemmer hvem der går videre, indtil italienske Dynamatt vandt over BizKit fra USA i finalen. Der er kun de to kombattanter på scenen samtidig, og mens den ene beatboxer og spiller op til modstanderen, har modstanderen som regel har sit game face på og ignorerer den anden.

Beatboxerne bliver blandt andet bedømt på deres tekniske formåen og sværhedsgrad. Og det vil som regel sige at beatboxningen er hurtig og høj/kraftig – fordi det er det svære. I loopingen er mestringen af maskinen og sammensætningen af loopet også en del af det. Og derfor var loopkonkurrencen faktisk overraskende melodisk i mine øre. Men samtidig var det interessant at de føreste 30 sekunder – også for professionelle loopere – ofte er en transportetape hvor bunden skal lægges.

Konkurrencerne tog sammenlagt fire timer, så jeg var klar til at gå hjem. Men franske Berywam var blevet annonceret som en showcase, og det ville jeg ikke gå glip af. Jeg ville i hvert fald lige se starten. Men de er for vilde, så jeg endte med at se det hele. Dem ville jeg elske at se lukke Ridehuset ved næste AAVF.